Quilthistorie

Quilthistorie er en af mine store lidenskaber, og jeg vil gerne bruge denne side til at dele min interesse og viden om dette emne.

Det har jeg bl.a. tænkt mig at gøre ved at skrive om div. emner relateret til quilthistorie og "genoptrykke" nogle af mine artikler, som allerede har været publiseret i div. blade/magasiner. Og ikke mindst ved at dele den pænt store samling af links, jeg efterhånden har samlet om gamle quilts og blokke.

Den første artikel, Patchwork & Quilt - før og nu, som jeg har lagt ud her på siden, har delvist været trykt i Dansk Patchwork Forenings medlemsblad KLUDEMAGASINET, foråret 2002. Illustrationerne til denne artikel er en blanding af blokke fra Blockbase fra Electric Quilt samt blokke syet af mig.

Patchwork & Quilt - før og nu,

En artikel med et historisk og nostalgisk tilbageblik

Af Helene Juul 2002

Flere og flere bliver til stadighed "bidt" af patchwork … og er man først bidt,, er der ingen "kur". Der er derefter kun én vej frem, og det er yderligere fordybelse og afprøvning af alle kendte teknikker og metoder.

Når selve håndværket og teknikkerne mestres, deles udøverne af denne hobby groft set i 2 … de, der går egne vegne og udforsker patchwork til de yderste grænser og prøver at skabe nyt ud af den gamle tradition, og de, der søger tilbage til rødderne og oprindelsen og fordyber sig i de gamle tekniker og ikke mindst historien og kvinderne bag den. Jeg er selv en af de sidstnævnte og denne artikel er for alle, der interessere sig for det man under eet kunne kalde Quilt-historie.

Mange nutidige quiltere, selv de mest avant-garde, værdsætter og påskønner tilknytningen til tidligere tiders quiltere. Ikke blot for deres udsøgte mønstre og gode håndværk, men i lige så høj grad for disse kvinders liv og oplevelser og det fællesskab, man også i dag kan finde i valget af quilts som udtryksmiddel. Et fællesskab ikke blot med fortidens quiltere, men i høj grad med nulevende kvinder i verden omkring én … i sygrupper, lokalgrupper og ikke mindst Internettet.

Patchwork er blevet utrolig udbredt og populært som håndarbejde de senere år, også i Norden, hvor det stort set kun er Sverige, der oprindelig har en tradition for den slags håndarbejde. Denne tendens falder udemærket sammen med den trend eller stil man også ser indenfor boligindretning i dag . En blød, personlig og smule nostalgisk boligindretning, hvor farver og mønster og tekstiler udgør en væsentlig del. Tendensen er sandsynligvis opstået på baggrund af og som en reaktion på det moderne menneskes fortravlede hverdag. Livet leves i "overhalingsbanen", arbejdsmarkedet kræver 200% af os alle … og det er ofte en kamp at få familielivet til at hænge sammen. Det kan derfor ikke undre, at vi moderne mennesker værdsætter vores hjem og dets indretning og har brug for den ro og fordybelse vi kan finde i at omgive os med smukke ting og ved at lukke verden ude i en dyb lænestol med et stykke håndarbejde.

Den historiske baggrund

Som håndarbejdslærer og kursusleder er jeg ofte blevet spurgt til patchwork'ens oprindelse. Mange har den opfattelse, at denne form for håndarbejde er opstået i USA blandt de første amerikanere, men i virkeligheden er den meget ældre, end man måske skulle tro.

Arkæologer hælder til den antagelse at patchwork og quilt har udviklet sig uafhængigt af hinanden flere steder i verden samtidig og har bl.a. været anvendt gennem århundrede i Nordafrika og flere steder i Asien. Det ældste bevarede eksempel stammer fra Ægypten og er en baldakin af farvet gazelleskind fra omkring år 1000 før vores tidsregning. Her må man være opmærksom på, at det ikke er en quilt i betydningen af et patchworktæppe med quiltning, som vi kender det, men et stykke "stof", et klæde, der er syet sammen af mindre stykker … et patchwork … altså et lappearbejde direkte oversat.

De gamle romere brugte quiltede klædningsstykker som "rustninger", men først i 1000-tallet med korsfarerne kom patchwork for alvor til Europa sammen med den beslægtede applikationsteknik. Det var meget populært blandt disse korsfarer at dekorere deres faner og bannere med patchwork og applikation. Men patchwork som egentlige quiltede tæpper, ser vi først i Europa i slutningen af det 1600/starten af det 1700 århundrede. Her i Europa findes kun få tidlige eksempler på patchwork. Et af dem er et tæppe fra beg. af 1400-tallet, der oprindeligt tilhørte Dalhem Kirke i Småland. Tæppet opvares på Historiska Museet i Stockholm.

I dag opfattes USA jo som sagt som landet, hvor patchwork og quilt stammer fra, men det var i virkeligheden de nybyggere (hovedsageligt Englændere, Walisere, Hollændere og tyskere), der udvandrede fra Europa til Amerika i 1600-tallet, der bragte europæisk kultur og deres hjemlands gamle håndarbejds-traditioner med sig til "Den nye verden". De fik også godt brug for dem, da den engelske krone for at beskytte Englands egen store produktion og eksport af tekstiler, havde forbudt al eksport fra England af redskaber til tekstilproduktion samt indført indrejse-forbud i USA for vævere. Ydermere var det forbudt at indføre får, og nybyggerne måtte ikke selv fremstille garn og fabrikere klæde. Samtidig skulle hele den amerikanske bomuldsproduktion sendes til England til forarbejdning, hvorefter den blev eksporteret tilbage til Amerika.

Disse restriktioner medførte stor knaphed på tekstiler, og de importerede stoffer, der var at købe var uhyggelig dyre p.g.a. den lange transportvej. Hver en lille lap blev dyrebar, det gamle tøj måtte genbruges og fandt nytte bl.a. i produktionen af quilts, som i højere grad dengang tjente et praktisk formål (som sengetøj) frem for et rent dekorativt, som de hovedsagelig gør i dag. Lappeteknik blev altså gjort til en dyd ud af nødvendighed og er i dag en af amerikanernes vigtigste håndarbejdstraditioner.

Bomuld var ikke alment udbredt i Europa og Amerika før midten/slutningen af 1700-tallet, i stedet brugte man hovedsageligt lin, uld og silke. Det var ikke før omkring starten af 1800-tallet at det amerikanske kontinent var i stand til at producere store nok mængder af god bomuld til at kunne forsyne både det amerikanske og det europæiske marked. I asien derimod, fortrinsvis i Indien, havde man i mere end 1000 år haft teknologien til at fremstille de fineste vævede og trykte bomulds- og silkestoffer.

Hvilke blokke og mønstre?

Man skelner faktisk meget imellem patchwork efter engelsk tradition og efter amerikansk tradition. Den amerikanske tradition har selvfølgelig haft udspring i den engelske, men gik i en anden retning af forskellige årsager.

Englænderne specialiserede sig i komplicerede mosaikmønstre, som fremkommer ved at sammensætte (ofte ganske små) enkelte elementer som eksempelvis sekskanter, trekanter og romber. Et mønster som f.eks. "Tumbling Blocks" er af den type. Det var et krævende og kunstfærdigt arbejde, da disse elementer først var riet over papir (ofte avispapir eller breve) og dernæst syet sammen med små fine kastesting. Der blev brugt både bomuldsstoffer, men også finere stoffer som chintz og silke, og disse quilts blev ofte udført af kvinder fra højere samfundslag.

De amerikanske Indvandrekvinder af engelsk herkomst foretrak medaillon- og mosaik quilts, hvorimod f.eks. de tyske kvinder yndede en kombination af patchwork og applikation.

Det, der er helt specielt ved den amerikanske form for patchwork er opbygningen i blokke. En blok består af mindre elementer (f.eks. strimler, trekanter, firkanter ect.); d.v.s. at når man syr et tæppe, laver man først alle blokkene hver for sig, hvorefter man til sidst syr blokkene sammen. Alt efter hvorledes man vælger at sammensætte sine blokke, opstår der så nye ofte meget geometriske mønstre. Et typisk eksempel på en amerikansk blok er "Log Cabin".

Dette mønster, også kendt under navnene "American Patcwork", "Canadian Log Wood" og "The Log Patch, siges at symbolisere bjælkehytterne bygget af de amerikanske pionere. Blokken er bygget op af strimler omkring et lille (ofte rødt) kvadratisk center, kaldet "Chimney"(skorsten), der skulle symbolisere ildstedet, hjemmets arne. Traditionelt er blokken lys på den ene side og mørk på den anden, og den var fortrinlig at bruge til at sy "Scrap Quilts" (reste quilts) med, da det lille røde midterfelt har en samlende effekt uanset, hvor mange og hvor forskellige stoffer, man ellers bruger. Måden at samle blokkene på i quilten kan nærmest varieres i det uendelige, hvorved mange flotte geometriske mønstre opstår.

I det hele taget har min research omkring Log Cabin's alder og oprindelse været noget besværlig. En del kilder angiver tiden omkring og lige efter Den Amerikanske Borgerkrig som værende korrekt og andre at vi skal til slutningen af 1800 tallet for at finde den tidligst dokumenterede amerikanske Log Cabin quilt. Dog hælder de fleste kilder til den antagelse, at interessen for og brugen af dette mønster er opstået i kølvandet med den generelle nationalistiske ånd, der herskede i USA i midten/slutningen af 1800-tallet og det lidt romantiske "sværmeri" for de første og oprindelige "home settlers"/pionæreres livsstil. Uanset oprindelse, så er det i hvert tilfælde den blok, der for de fleste synes at repræsentere patchwork og i allerhøjeste grad den amerikanske tradition. Og ideen med kun at arbejde på en enkelt blok af gangen er formodentlig opstået af praktiske hensyn.

Har du lyst til at læse mere om Log Cabin så kan jeg henvise til min artikel i QUILTEMAGASINET 06/2002.

De drog mod vest - det hårde nybyggerliv

Indtil 1850-60'erne var det liv kvinderne levede på den amerikanske østkyst nogenlunde ens for alle. De havde samme forhåbninger og erfaringer, købte deres stoffer de samme steder, fik de samme ideer til mønstre, og de tæpper, de lavede, var stort set ens. Men da de amerikanske familier begyndte at drage vestpå, begyndte der at vise sig en forskel mellem befolkningen på østkysten og pionererne. En forskel, der også afspejlede sig i deres quilts. Grundet den store immigration fra det fattige Europa var byerne på østkysten efterhånden ved at være godt fyldt op, og drømmen om et nyt og bedre liv drog mange mennesker mod de "åbne vidder".

Quilts vendte tilbage til deres oprindelige status som brugsgenstande. De quiltede tæpper havde mange funktioner under rejsen vestpå; de blev brugt til at pakke kostbare genstande ind i og som puder på de hårde træsæder i prærievognene. Under indianerangreb kunne de også bruges til at forstærke vognens sider. Det var helt almindeligt, at et eller flere familiemedlemmer døde under den anstrengende rejse … Ulykker, indianerangreb, sygdom og manglende medicinsk behandling sammenholdt med, at ingen undervejs havde tid til at tage sig af de syge, bidrog til høj dødelighed for både unge og gamle, og i den anledning var det ikke ualmindeligt også at bruge tæpperne til at svøbe de døde i ved begravelser.

Når de, der havde overlevet rejsen, havde bosat sig ude på den store prærie, fremstillede disse modige og seje kvinder deres tæpper overvejende til hverdagsbrug. Mønstre som "Prairie Queen", "Rocky Road to Kansas, "Trail of the Covered Wagon", "Oregon Trail", "Indian Hatchet" og "Road to California" er et billedmæssigt udtryk for den nye udvikling i deres liv, og de omgivelser og omstændigheder, der mødte dem.

Prairie Queen

Trail of the Covered Wagon

Oregon Trail

Indian Hatchet

Det hårde nybyggerliv, hvor hver en ledig stund er blevet benyttet til at sy … hvad enten man sad i prærievognen og bumlede af sted eller stod ved ildstedet og passede aftensmaden, gjorde det praktisk, at man kunne bære sit arbejde med sig i mindre elementer. Til dette formål brugte man ofte en såkaldt "pocket" (= lomme), altså en lille stofpose, ofte også syet i patchwork, som man kunne have under sine skørter og hvori man kunne gemme sine små lapper og nål og tråd, så det altid var lige ved hånden.

Som en lille kuriøs detalje i den forbindelse, er det interessant, at selvom patchwork ikke historisk har spillet nogen rolle i Danmark, så har vi alligevel adskillige eksempler på lignende "lommer" (også kaldet en fik), nærmere bestemt fra Als i Sønderjylland, hvor de hørte til kvindedragten. Traditionen fortæller, at den anbragtes under et skørt eller forklæde. De fleste af disse lommer var broderede eller lavet af ternet bomuldsstof, men der er altså også fundet enkelte eksempler på lommer lavet af "kludeklip". I Bogen "Fra Silkesko til bondens bo" af Gudrun Andresen og Klara Sørensen, Danmarks Folkelige Broderier, Poul Kristensens Forlag 1988, er der på side 104 et eksempel på sådan en lomme af kludeklip/patchwork. Lommen måler 28 cm i højden og 20 cm i bredden og er syet af sammensyede valsetrykte stoffer. At dømme efter farver og mønstre kan de være fra 1830-40. Lommen er foret med tyndt stribet bomuldsstof. Foroven er der i begge sider syet en lang flettet snor, så man kan binde lommen om livet.

Nå, dette var nu et lille sidespring - tilbage til Amerika og dets historie ...

Tilværelsen var meget hård for disse nybyggere og mange søgte tilflugt i religionen og en udbredt måde at dyrke sin tro på var at fremstille et quiltet tæppe med religiøs symbolik. Der er navnlig to religiøse sekter, der har betydet utrolig meget for den amerikanske patchwork tradition, hvoraf Amish-folket nok er den mest kendte. Amish er en slags sekt af tysk/ schweizisk protestantisk oprindelse, der slog sig ned i Pennsylvania i begyndelsen af det 18. århundrede. Et århundrede senere skilte nogle grupper sig ud og flyttede ud vestpå til Indiana og Ohio. De fleste amish tæpper er meget karakteristiske. De er utrolig enkle med stærkt geometriske mønstre som f.eks. "Diamond in a Square" og "Trip around the World", og de brugte traditionelt hjemmefarvede stoffer, ofte i stærke, dybe nuancer.

Diamond in a Square

Trip around the World

Nu skal man ikke glemme, at quilts før i tiden havde et helt andet praktisk formål end de ofte har i dag. Det var datidens dyner/sengetæpper … altså et middel til at holde varmen i de ofte temmelig utætte kolde boliger man boede i på den tid. Betegnelsen "sengetæppe" er måske misvisende, for det var ikke sengetæpper, som vi bruger dem i dag, der skulle pynte på sengen, men i høj grad brugstæpper, der også blev brugt til at sidde på i hestevognene og til at pakke ting og tøj væk i. Derfor er mange af disse gamle brugstæpper ikke bevaret for eftertiden, men simpelthen slidt op. Et slidt tæppe kunne også ende sine dage som fyld i et nyt tæppe.

Af de tæpper, der er blevet bevaret for eftertiden kan vi se, at de var temmelig store; tre kvadratmeter var ikke ualmindeligt. Dette skyldes jo de helt andre boligforhold, man havde på den tid, hvor folk boede i huse med ofte kun et enkelt værelse til mor, far og utallige børn. Dobbeltsengen var bred, så der kunne være plads til adskillige familiemedlemmer, og "overskydende" børn blev lagt på gulvet ved siden af sengen … og for at kunne dække denne "bunke" af sovende familie-medlemmer, måtte sengetæpperne være temmelig store.

Best Quilts

I 1890'erne blev kvinderne på østkysten stadig mere interesserede i at klæde sig pænt og indrette deres hjem smukt, og i denne periode blev der fremstillet meget kunstfærdige applikerede tæpper, der krævede mange timers arbejde. Blomstertæpper, oftest i røde, grønne og hvide farver var meget populære i disse år. Det samme var blå/hvide quilts, den blå farve var fortrinsvis indigoblå. Blåt og hvidt var farverne brugt af WTCU (Women's Christian Temperance Union), som var en meget populær og magtfuld gruppe; bl.a. mener historikere at kunne henføre de mange blå/hvide "Drunkard's Path" -quilts som værende udtryk for sympati for "afholdssagen". De fleste af de blå/hvide quilts var syet i lappeteknik, selvom man også indimellem ser applikation. Fælles for dem var dog et ofte meget indviklet og smukt stykke quiltearbejde med både Trapunto quiltning og fantastisk "feather Quiltning".

For disse kvinder handlede det ikke om, at fremstille varme tæpper med et praktisk formål, men om håndarbejdet i sig selv … en måde at vise, hvor god og dygtig en hustru og husmoder man var. En af kvindens mest værdsatte egenskab har altid været hendes færdigheder med nål og tråd, og denne hverdagsbeskæftigelse gjorde sengetæpperne til rene kunstværker. Da man efterhånden fik separate soveværelser, blev det efterhånden skik og brug blandt de bedrestillede kvinder i byerne at pynte sengene med op til flere lag af deres bedste og mest kunstfærdige tæpper, det man kalder for "Best Quilts. Disse tæpper er der blevet passet godt på, og derfor er vi så heldige, at en del har overlevet indtil vores tid.

Traditionen med Quilting Bees

Quilting Bees er betegnelsen for de sammenkomster, der var så almindelige blandt de amerikanske kvinder i midten og slutningen af det 19 århundrede. Afstandene var større dengang imellem folk og infrastrukturen dårlig. Ofte kunne der være en dagsrejse eller mere til den nærmeste nabo, så igennem hele vinterperioden sad kvinderne hver for sig og syede på deres quilts, og når foråret og sommeren kom, mødtes de på skift hos hinanden . Det havde både det praktiske formål, at de kunne hjælpe hinanden med det store monterings og quiltearbejde, men der var bestemt også et stort socialt formål. Her mødtes man omkring quilterammen og udvekslede nyheder og sladder og byttede og kopierede hinandens mønstre, og det er ganske givet på den måde, at de mange forskellige patchwork-og applikationsmønstre fortrinsvis er blevet spredt. Det var kun de allerdygtigste, der fik lov til at få en plads ved quilterammen … de øvrige fik "køkkentjeneste" og måtte gå til hånde, som de nu bedst kunne og alle småpigerne kunne gøre sig nyttige ved at tråde nåle for de arbejdende kvinder.

Disse quiltesammenkomster var en kærkommen anledning til at feste og more sig i en tilværelse, der ofte var hård. Kvinderne bagte og kokkererede i ugevis forinden, og man gjorde sit bedste for at gøre det til et par gode og festlige dage for både børn og voksne. Om aftenen fik damerne selskab af mændene og så var der ofte dans i laden. Disse Quilting Bees var derfor også tit stedet, hvor et områdes unge mænd og kvinder fik mulighed for at se hinanden lidt an.

For øvrigt var de mest festlige Quilting Bees ofte dem, hvor man skulle quilte en brudequilt. Ifølge traditionen var en sådan den 13. quilt en ung pige syede og skulle gerne afspejle alle hendes talenter som quilter. Tiden imellem en forlovelse og et bryllup var en travl tid for kvinderne, for det var først på dette tidspunkt man monterede og quiltede de 13 quilts, da indkøb af bagsidestof samt indlægsmateriale var den allerdyreste del af en quilts fremstilling. Derfor ventede man til man var sikker på, at pigen ikke ville ende sine dage som pebermø, men skulle giftes og stifte familie og derfor skulle bruge sine quilts.

Det er faktisk en af grundene til, at der stadig i dag godt kan dukke umonterede quilts frem af gemmerne … pænt foldede sammen og gemt væk af en gammel pebermø, som aldrig fik sin Quilting Bee.

I dag har mange kvinder genoptaget den gamle tradition med at mødes over quilterammen, da også den moderne quilter har opdaget, hvor stor gavn og glæde man kan have af at mødes med ligesindede over en fælles aktivitet.

Signatur- og venskabs quilts

Når vi nu er ved fællesskabet imellem quiltere, historisk set som i dag, vil jeg lige kort nævne de såkaldte "Signature-", "Album-" og "Friendship Quilts". Også disse har fået deres "genopstandelse" og popularitet de senere år. Betegnelsen dækker over en quilt, hvor man har fået familie og venner til at sætte deres "autograf", skrive deres navnetræk, et par små visdomsord eller (bibel-)vers. Det kunne også være "slagord" for at vise at man f.eks. støtter en bestemt sag eller side i en konflikt mm.. Disse navnetræk og vers mm. Blev enten broderet eller skrevet på et stykke ufarvet muslin, der blev syet ind i en blok.

De tidligst kendte eksempler er fra 1840'erne og er det man kalder for "Album" eller "Sampler Quilts", som bestod af mange forskellige blokke syet sammen til et hele. Versionen med ensartede blokke over hele quilten blev først almindelige omkring 10 år senere. Efter Borgerkrigen døde interessen for disse quilts dog lidt ud igen for at få en genopblomstring lige omkring århundrede skiftet.

Denne type quilts kunne som sagt have mange formål. Det var almindelig kotume at man syede en sådan quilt, hvis en familie skulle flytte fra et sted til et anden. Så tog nabokonerne initiativ til at lave en venskabsquilt og fik alle i byen til at skrive et par små opmuntrende ord og gode ønsker for fremtiden samt deres navn, og disse lapper blev syet ind i en quilt. Sådan en venskabsquilt var en kærkommen og skattet gave.

I dag er disse signature lapper blevet populære blandt quiltere igen og det er blevet en udbredt ting at bytte signaturelapper … ikke bare med quiltere man kender, men også med fremmede quiltere rundt omkring i verden. Disse bytterier foregår i høj grad via Internettet.

Cracker signatur blok

Signatur og venskabsblok

Signatur blok

Hvorfor interessen for patchwork i dag?

Patchwork som kunstværker, der hænger på væggen, er et nyere fænomen; i 1971 på Whitney Museum of American Art, i New York, fandt man på for først gang at udstille lappeteknik, gamle traditionelle quilts, på væggene. Den fornyede interesse for det gamle håndværk faldt sammen med Hippie bevægelsen og Flower Power ungdommens søgen tilbage til det oprindelige og dermed alle de traditionelle håndværks traditioner, herunder "quiltmaking", som ellers var gået støt tilbage i slutningen af 1940'erne og starten af 50'erne.

Denne udstilling skulle viser sig at blive en skelsættende begivenhed og fik i årene fremover stor betydning, både for den brede folkelige interesse for lappeteknik over hele verden, men blev også en stor inspirationskilde for nutidige kunstnere til at udforske dette medie.

Nogle vil måske mene, at hele ideen bag patchwork er "gået fløjten" i dag, når man går ind i en butik og køber nøje farveafstemte stoffer i dyre domme, men vi må jo erkende, at det er en anden tid, vi lever i.

For det første har vi jo et meget større forbrug i dag end dengang man syede af nød. Vi har flere penge imellem hænderne, vi lever i et forbrugssamfund, og det betyder ikke alverden for os at gå ud og købe nyt stof. For det andet er det tøj, vi har i dag, ikke af samme kvalitet (mange syntetiske stoffer bl.a.) som før i tiden, hvor et sæt tøj kunne gå i arv fra far til søn uden at være synderligt slidt alligevel. Vi lever i et køb-og-smid-væk samfund, og når vores tøj er "slidt", bliver det oftest kasseret.

De, der ikke selv deler vores interesse for patchwork ser hovedrystende på vores glade vanvid og undrer sig over alt det fine stof vi køber … for derefter at gå hjem og klippe det i strimler og lapper - og så oven i købet bruge en masse tid og energi bagefter på at sy det sammen igen i kunstfærdige mønstre!

Nogle mener endda ikke, at det er "rigtig" patchwork, der fremstilles i dag, fordi vi ikke bruger rester … ja selv indenfor visse patchwork-kredse mener nogle endda, at det grænser til "helligbrøde" at sy patchwork på symaskine i stedet for på den traditionelle måde, i hånden. Jeg synes tværtimod, vi skal opfatte den store interesse, der er for patchwork og quilt i dag, som et tegn på anerkendelse af tidligere tiders sans for kvalitet i håndarbejde - og en måde at søge sine rødder på .. som menneske og som kvinde. Og så ellers se stort og flot på, HVORDAN og med hvad man gør det.

Patchwork er er enormt fascinerende emne at beskæftige sig med, hvad enten man har en professionelt indgangsvinkel eller "blot" er en glad amatør, og der er mange flere facetter og indgangsvinkler til emnet, end dem, jeg har kunne have med her.

Har denne artikel givet blod på tanden til yderligere fordybelse i historien, kan jeg varmt anbefale følgende bøger, som har været nogle af mine kilder, da jeg skrev denne artikel:

"The New England Quilt Museum Quilts, featuring The Story of The Mill Girls" af Jennifer Gilbert
"Enduring Grace, Quilts from The Shelburne Museum Collection" af Celia Y. Oliver
"Quilts from The Civil War" og "Civil War Women" begge af Barbara Brackman
"Southern Quilts, Surviving Relics of The Civil War" af Bets Ramsey & Merikay Waldvogel
"Dear Jane" af Brenda Manges Papadakis
"Dating Fabrics, a color guide 1800-1960" af Eileen Jahnke Trestain
"Country Quilts" af Linda Seward
"Fra Silkesko til bondens bo" af Gudrun Andresen og Klara Sørensen.