Ugens Darling - højt elsket men stort set usælgeligt stof /del 1

Slået op af Helene Juul den

Ok, navnet "Ugens Darling" er noget misvisende, for det er MANGE uger siden, at jeg har lavet et lign. indlæg her på bloggen ... og jeg kommer fortsat nok ikke til at lave UGENTLIG indlæg, men jeg synes navnet er godt og vil beholde det til  disse SÆRLIGE (ekstra lange) indlæg, hvor jeg fortæller om, hvad der optager mig LIGE NU ... på det tidspunkt i tid, hvor jeg skriver det pågældende indlæg.

blok syet af mig

I disse dage er det de skønne 1930er reproduktioner, som jeg ALTID har haft en svag side for. De har været en del af butikkens stofudvalg siden jeg begyndte at sælge stof omkring 1999-2000. De første år var det jo uden brug af Internet og uden fysisk butik men lidt mere fra mund til mund metoden ... og når jeg kom ud et sted for at undervise i patchwork medbragte jeg gerne en kurv eller to med stof. Dengang var der INGEN patchworkbutikker i Danmark, der solgte reproduktionsstoffer ... og oven i købet heller ikke mange, som vidste hvad det var.

blok syet af mig

1930er stofferne var dog af en eller anden årsag ALDRIG de stoffer, som det gik stærkest med at sælge. Det kunne ske at en kommende bedstemor faldt for de fine pasteller med barnlige motiver, men ellers gik det dog, midt sagt, noget trægt ;-)

billedet af en stak 1930er stoffer lånt her

Og da disse stoffer VIRKELG altid har haft appel til mig, så havde jeg på et tidspunkt rigtig rigtig mange af dem i butikken, som bare stod på hylderne og fyldte.


På et tidspunkt "forbød" et klogt menneske i mit omfelt mig at købe flere 30er reproduktioner ind til butikken. Faktisk så syntes hun helt at de skulle udgå af butikkens sortiment, men det er jeg nu stærkt uenig i  ... og derfor har jeg dem endnu, dog i et mindre antal end tidligere ... og jeg tør ikke love, at jeg ikke indimellem sniger lidt nyt ind på hylden ;-)

To gange har Wenche og jeg beskæftiget os med emnet i vores repro-abonnement, som har kørt som fast abonnement i begge vores butikker siden 2004. Første gang var i 2006, hvor vi lavede en abonnements-pakke med den fængende titel "1930’ernes USA, ”Use up, wear out, make do … or do without”, The Great Depression 1929-1939".

Her redegjorde vi for den historiske periode, der netop er kendt under tilnavnet "The Great Depression" (Den store Depression), fordi den - på daværende tidspunkt - var den hidtil længste (og mest alvorlige) periode med lavkonjunktur endnu oplevet i den vestlige verden.

Repro-abonnementspakkerne er en fin blanding af historisk tekst, ofte enten med et tekstil- og/eller kvindehistorisk perspektiv samt et fint mønster og stoffer der passer til den historiske periode, der bliver redegjort for. I vores første abonnementspakke var der således mønster på nogle fine dækkeserivetter og en tilhørende bordløber med maritimt motiv.





Følgende tekst er et uddrag af teksten fra vores 2006 repro-abonnementspakke:

 Nedturen startede med den katastrofale kollaps af børsmarkedet i New York i oktober 1929, det berømte ”Wall Street Crash”. Dette ruinerede tusindvis af private investorere, ”tørlagde” banker og andre finiancielle instiutioner. I 1933 var 11.000 af USA’s 25.000 banker gået fallit. Dette – kombineret med en generel mistillid i befolkningen til den nationale økonomi – førte til en nedgang i forbruget og efterspørgslen af varer … hvilket igen førte til en nedgang i produktionen. En ond spiral var start. Resultatet blev en dramatisk stigning i arbejdsløsheden. I 1932 var mellem 12 og 15 millioner arbejdere blevet arbejdsløse, hvilket svarede til 25-30 % af arbejdsstyrken.

Depressionen startede i USA, men førte hurtigt til en verdensomspændende lavkonjunktur pga. det specielle ”intime” forhold, der var opstået imellem USA og Europa efter 1. Verdenskrig. Efter krigen var landene i Europa økonomisk meget svækkede og lande som f.eks. Tyskland måtte betale store erstatninger til landets tidligere fjender. USA var således blevet den største kreditor og finansierede opbygningen af Europa efter 1. Verdenskrig. Depressionen ramte derfor de lande hårdest, som stod mest i gæld til USA.

blok syet af mig

Et gammel ordsprog siger ”en ulykke kommer sjældent alene” … og som om det ikke var nok, at bøndernes indkomst var blevet reduceret med 50% fra 1932-1935, så ramte en alvorlig tørke den amerikanske Midtvest. Voldsomme vinde og støvstorme (kaldet ”The Dust Bowl”) hærgede gennem USA’s ”spisekammer” i 30erne, men især fra 1935-38. Afgrøder blev ødelagt, biler og maskineri smadret og folk og fæ kom til skade. Selv de fundamentale ting i livet … at trække vejret, spise et måltid mad, gå en tur … var ikke længere enkelt. Børn måtte bære støvmasker, når de skulle gå til og fra skole, og kvinderne hang våde lagner over vinduerne i et forgæves forsøg på at stoppe støvet i at komme ind i husene, og bønderne måtte hjælpeløs se til, at deres afgrøder blev blæst af markerne. Denne næsten totale ødelæggelse af landbruget i midtvesten var medvirkende til at forlænge Depressionen – og satte gang i en af landets største folkevandringer siden kolonisationen.
blok syet af mig

Omkring 8 millioner mennesker (ofte kaldt for ”Okies”) forlod staterne Arkansas, Texas, Missouri og Oklahoma i denne periode og indledte en ny stor menneskevandring i USA’s historie. De fleste drog længere vestpå, til California. Det er bl.a. disse "Okies", der er hovedpersonerne i John Steinbeck's klassisker "Vredens Druer", i 1940 filmatiseret med bl.a. Henry Fonda i hovedrollen

Billedet lånet her

I 2009 tog WJCC ( der står for Wolff & Juul Creative Company og er det navn, som Wenche og jeg kalder os, når vi designer og syr sammen) emnet 1930erne og depression op igen i vores 25. repro-abonnementspakke. Denne pakke kaldte vi "The Butterfly apon the Sky" efter et af Emily Dickinsons digte. Denne var emnet desværre blevet SUPERAKTUELT.  

 
blok syet af mig

”Den globale økonomi kan være i færd med at blive hurtigere forværret, end den gjorde under den store depression i 1930'erne”. Sådan sagde Paul Volcker, der var en fremtrædende økonomisk rådgiver for USA's præsident, Barack Obama i februar 2009. "Jeg kan ikke huske noget tidspunkt, måske end ikke under den store depression, hvor tingene er gået så hurtigt og så ensartet nedad rundt om i verden”. Volckers udmelding faldt efter endnu en sort dag på alle verdens børser, og i WJCC's 25. repro-abo pakke prøvede vi at se på forskellene i omfanget af datidens og nutidens krise samt på ligheder og forskellige på de bagvedliggende krisefaktorer ... men, ikke mindst kiggede vi på hvad det var der gjorde at tekstilerne i farve og stil ændrede sig så markant under 1930erne depression og prøved at finde ligheder til vores tid.

blok syet af mig


Sammenligner vi nøgletal, som f.eks. BNP, for række vigtige lande i 2009 med niveauet året før - før finanskrisen -  er alle tallene i minus. Bruttonationalproduktet (BNP) beregnes som summen af et samfunds værditilvækst, dvs værdien af den samlede produktion fratrukket værdien af rå-og hjælpestoffer. Der er dog stadig langt til 30’ernes krise, hvor produktionen faldt over 40 pct. i USA og knapt 30 pct. i Frankrig i forhold til 1929.

Kigger vi på arbejdsløshedstal, så var den i USA på et tidspunkt i 30‘erne oppe på næsten en tredjedel af arbejdsstyrken, mens den officielle arbejdsløshed i dag stadig er under 10 pct i de fleste af de vestlige lande (undtaget herfra er Spaninen med en arbejdsløshedsprocen på over 25 og Grækenland på små 30 procent). Her kan du se en samlet liste over arbejdsløshedsprocenterne verden over. 

Spørgsmålet er så om krisen ikke er nær så dyb i dag som i 30‘erne? Eller skyldes det blot, at krisen udvikler sig langsommere? Da vi skrev om finanskrisen i vores 2009 repro-abo pakke havde vi ingen anelse om, at den skulle vare så længe som den har gjort nu ... og kun tiden kan vise om DENNE krise bliver ligeså langvarig (10 år) som The Great Depression ... for så har vi jo stadig nogle trange år i vente.

blok syet af mig

En væsentlig forskel mellem 30‘erne og i dag er, at staten spiller en langt større økonomisk rolle i dag end dengang. For USA stod staten i 1929 for 2,5 pct. af bruttonationalproduktet (BNP), i 2007 for ca. 20%. Statens større andel af økonomien sikrer en vis minimums-efterspørgsel og er derfor en stabiliserende faktor. Det samme gælder staternes forsøg på at afhjælpe krisen med enorme “pakker“, noget som slet ikke fandt sted i 30erne. Ingen af delene løser krisen, men kan forklare, hvorfor økonomien ikke er brudt sammen i samme grad i dag som i 30‘erne. Men en anden faktor trækker i modsat retning: Især banker og finansieringsselskaber opererer i langt højere grad på internationalt plan end i 30‘erne. I 30‘erne var det stort set kun mindre banker, der krakkede. I september 2008 betød Lehman Brothers’ fallit, at en række andre store banker i Europa kom i store problemer. Det tvang regeringerne til at udskrive store bankpakker for at holde kreditformidlingen i gang. Men det kunne de kun gøre ved at tage dem andre steder fra – steder, som ellers ville efterspørge varer og dermed holde produktion i gang.

blok syet af mig

I DK har man ligeledes forsøgt sig med lign. "bankpakker" og andre forsøg fra statslig side på at styre økonomien ... som da vi allesammen blev fristet til at hæve vores Efterløn idet politikerne havde håbet på at vi ville fare ud og bruge penge ... og "få hjulene igang". Det skete ikke. Mange gemte nok pengene for at have lidt på kistebunden i en svær tid. Undertegnede var også en af de mere fornuftige, der valgte at betale en gammel gæld, for at få lidt flere penge at rute med i det daglige, men noget vildt indkøbs-frenzy er det altså ikke blevet til for mit vedkommende.

blok syet af mig

Indimellem hører vi i medierne at “nu er der tegn på“ – ikke at krisen er ved at være ovre, men at det går knapt så hurtigt nedad ... og måske på visse punkter ligefrem opad (bolighandlen er f.eks. begyndt at komme med igen). Næste dag eller ugen efter kommer der så tal, der peger i den modsatte retning. Humlen er, at ingen rigtig ved det. Hvad vi dog ved med sikkerhed er, at 30‘ernes løsning med at “trække investeringerne hjem“ (protektionisme og statskapitalisme) ikke er en reel løsning i dag pga. en langt mere globaliseret økonomi … og det som reelt løste op for krisen i 30’erne var udbruddet af 2. verdenskrig, som satte gang i hjulene igen. Man må bare håbe, at det ikke er det, der skal til for at løse den økonomiske krise verden står i, i dag.

blok syet af mig


En anden ting, som vi kiggede på i vores 2009 repro-abonnement var de meget karakteristiske glade, klare multicolor prints i 1930ernes tekstiler  – igen en tendens vi kan se gentage sig i nutidens krise. 

I 1930’erne skiftede stofferne totalt karakter ifht. de farvemæssige mere dystre forudgående årtier; motiverne blev hovedsagelig blomster og barnlige motiver på en lys/hvid baggrund, men også tern, prikker og striber var in, ofte kombineret. Ensfarvet stof blev brugt i et omfang, som ikke var set før i quilts – både farvekoordineret sammen med de mønstrede stoffer, men også udelukkende med andre ensfarvede stoffer. Pasteller var et stort hit; mange nuancer af grønt; fra mintgrøn til aqua, rosa, en særlig babyblå og lavendel, men også stærkere farver som varme gule toner, orange, klar rød og sort blev moderne.

blok syet af mig

Sig mig ... er der noget, der får nogle klokker til at ringe også hos jer andre?
Dette kunne næsten lige så godt være en beskrivelse af, hvad der rører sig i den tekstile verden i 2014, ikke sandt?

blok syet af mig

I dag er 1930er reproduktioner bredt kendt under betegnelsen ”feedsacks” (fodersække), og var oprindeligt emballage/sække brugt til alle former for forbrugsartikler/fødevarer; lige fra sukker, mel, ris, hønsefoder mm. Disse sække var oprindelig ubleget bomuld uden andet print end firmaernes logo, der med held kunne vaskes ud eller ”gemmes” på bagsiden af en quilt, men efter 1929, hvor bomuldspriserne faldt drastisk begyndte flere og flere fødevarefirmaer at bruge fine printede bomuldsstofposer som emballage, og da det gik op for fødevarefirmaerne, hvor populære deres stofemballage var blandet quiltere, var de ikke sene til at prøve at udnytte denne ”dille”. 

billede lånt her
alle pigerne her på dette billede er iført kjoler syet af feedsacks, billede lånt her

Nogle foderstofsfirmaer gik endda så langt som til at ansætte textilkunstnere til at designe flotte mønstre på deres poser, så de syglade landmandskonerne ville vælge deres varer, frem for andre. Feedsacks blev ikke bare brugt til quilts, men blev også genbrugt til at sy tøj af; kjoler, forklæder, undertøj, gardiner og dukker, hovedsagelig i landbrugsområderne i Syden og Midtvesten.

billedet her stammer fra National Museum of American Historyog er lånt her hvor du kan se flere eksempler på feedsack kjoler fra 1930erne og 40erne.

blok syet af mig

Jeg har af flere omgange enten selv arrangeret blokbytter eller detaget i blokbytter med quiltere i min omgangskreds og/eller med quiltere rundt omkring i verden. Det er rigtig sjovt og kan varmt anbefales.

blok syet af mig

Et par gange har emnet for disse blokbytter været 1930er blokke og det er nogle af dem, som jeg har "krydret" indlægget her med. De fleste er håndsyet (over pap) eller håndapplikeret, ofte med knaphulssting, som var ret populært i 1930erne. Da de er syet lang tid før jeg begyndte at blogge (22. oktober 2010, se indlægget her), så har de heller aldrig været vist frem i denne kontekst, så jeg håber at den total billede-overload kan glæde og måske inspirere de af jer, der ligesom mig også godt kan lide disse søde 1930er reproduktioner? 

Har du fået lyst til at sy projekter selv, finder du dem i egen kategori af 1930er reproduktioner i butikken

blok syet af mig

Jeg håber at der er nogle, der er nået til vejs ende i dette lange blogindlæg ...og at I har følt jer underholdt, oplyst eller inspireret ... eller bare et eller andet ;-)
Som der stod i en kommentar for nylig, da jeg lavede mit Titanic indlæg, så fornægter min historiske interesse sig ikke ... og det gør skolelæreren heller ikke ;-)

Jeg har i allefald selv fået mægtig lyst til at grave min fine samling af 1930er blokke frem. De ligger nemlig i en kasse og er aldrig blevet monteret til et tæppe. Mon ikke det var på tide?

For hele grunden til at jeg kom på at skrive dette indlæg var jo at jeg har kunne mærke en stigende ny interesse i disse stoffer hos mig selv på det sidste. Det var også derfor valg af stoffer til mit gratismønster forleden ikke var svært.


1930er repros ... men i ganske klædeligt selskab af hør, ensfarvet hvidt og nogle supermoderne prints. Det er nemlig sådan jeg er begyndt at spotte dem igen rundt omkring hos nogle af de toneangivende supermoderne quiltere ... som f.eks. Red Pepper Quilts

Rita som kvinden bag bloggen hedder har et fast ritual hvor hun om søndagen viser en stash nye indkøbte stoffer frem ... og oftere og oftere har det været 1930er repros, som hun lystigt blander med moderne stoffer.

Også i hendes nyeste projekt. Rainbow Half Square Triangle Quilt"
billedet lånt her

er det nemt at spotte op til flere YNDIGE repros ... i herlig forening med low volume stoffer
billedet lånt her

masser af grafiske stoffer og et bredt udvalg af "alt" der rører sig rent stofmæssigt i pw-verdenen for tiden, da Rita er en dame ikke bare med fingeren på pulsen, men i høj grad også en dame, der viser os andre retningen

billedet lånt her

Så er de traditionelle blokke i lutter 1930er stoffer ikke lige dig, så kan du måske lade dig inspirere af dette? 
Jeg bliver i alle fald selv UTROLIG inspireret af det ...

Fortsat god Påske ... også i syværelserne!

Del dette opslag



← Ældre opslag Nyere opslag →


0 kommentarer

Kommentér

Bemærk venligst, at kommentarer skal godkendes, før de bliver offentliggjort.